Om Unikke Rum

Unikke Rum tilbyder:
  • Indretningshjælp og styling til private og virksomheder
  • Produktstyling til PR materiale og reklame
  • Salg af interiør i butik og webshop
  • Artikler til boligmagasiner

Unikke Rum holder til i indbydende lokaler på Gentoftegade 32, der både huser butik, showroom og kontor. Lokalerne deles med 2Rethink, der sælger møbler og indretningsydelser til erhverv.

 

Lidt om ejeren af Unikke Rum

Jeg hedder Mette Kirstine Brinch og har mange års erfaring med boligindretning. Lige fra jeg startede med at indrette mit værelse med en pink Futon sofa, jeg nøjsomt selv havde sparet op til dengang i 80erne, til i dag hvor jeg lever af at yde indretningshjælp og styling til erhverv og private samt skrive artikler til boligmagasiner. Jeg er uddannet Cand.ling.merc. Italiensk og kommunikation, men skæbnen ville, at jeg kom til at arbejde med boligindretning. Heldigvis, for det er min helt store passion, og jeg er som en fisk i vandet i det kreative og visuelle univers. Jeg elsker at trylle med farver og ting, eksperimentere med nye udtryk og stilarter og finde den helt rigtige stemning frem, når jeg hjælper folk med at skabe deres drømmehjem. Hver indretningsopgave er for mig unik og spændende, uanset om det drejer sig om en enkel stue eller et større projekt i en virksomhed.

I 2016 stiftede jeg Unikke Rum, da jeg ønskede at kombinere passionen for boligindretning med drømmen om at starte egen butik.

Jeg håber, at I vil kigge forbi.