Boligstylist Mette Kirstine Brinch

Efterårsideer i Bolig Magasinet

Jeg havde sidste efterår besøg af journalist og stylist Pia Olsen samt fotograf Anitta Behrendt. Det blev til en fin lille artikel, som er vist i den seneste udgave af Bolig Magasinet. Her kommer jeg med et par tips til at få efterår ind i indretningen.

Boligreportage til BoligMagasinet

Indret med farver – Idé 1

Forny din væg med farver – For mig er en ny vægfarve den nemmeste måde at få forandring på. Tidligere var vores væg mintblå, men jeg havde brug for noget mere varme her til efteråret og blev inspireret af efterårets lyng og sankthansurtblomst. Den her nuance af brændt bordeaux er rolig og rar, men samtidig dramatisk.

Stue boligindretning

Lav din egen efterårskrans – idé 2

Jeg er ikke så meget til at binde adventskranse, men jeg elsker efterårskranse. Jeg køber altid en bunke hortensiaer om sommeren, som jeg lader stå i krukker, indtil de tørrer helt op. Jeg synes bare, at de bliver mere og mere smukke at se på. Da jeg både har lyserøde og blå hortensiaer, bliver farverne lidt blandede, hvilket jeg elsker. Kransen er lavet af en avis, der er rullet sammen med ståltråd omkring. Derefter har jeg sat grønne blade, hortensiaer, sankthansurt, lyng og salvie fast med ståltråd. Kransen plejer at kunne holde helt frem til jul.

kontor boligindretning

Flotte æsker til dekoration – Idé 3

Forvandl dine æsker – Jeg brug for at fuldende looket med den nye vægfarve med accessories i nye farver. I stedet for at købe en ny vase valgte jeg at beklæde nogle gamle æsker med papir og stofrester, som jeg havde liggende. På den måde har jeg fået billige accessories, der samtidig kan fornys nemt, hvis jeg får lyst til det. Æskerne giver både farve og mønstre til mit hjem, og så understreger de et hyggeligt look.

Boligstylist Mette Kirstine Brinch

Skab et inspirerende kreahjørne – Idé 4

Jeg har indrettet et lille hjørne af stuen, hvor jeg ofte sidder med mine kreative projekter som at folde papir, lave æsker eller beklæde notesbøger med papir. Jeg har indrettet hjørnet, så jeg har de ting omkring mig, som inspirerer mig lige nu. Blandt andet en efterårsbuket fra haven, ruller af mønstret tapet, kort og en hjemmelavet opslagstavle beklædt med stof.

Se hele artiklen her

Skab efterårsstemning med den flotte kalkmaling fra Pure & Original